KaffeFair® er café med hjertet

JOBOPSLAG

KaffeFair søger køkkenmentor til vores nye afdeling på Strandvejen i Aalborg

Vil du arbejde i et spritnyt køkken, motivere unge i oplæring og møde ind i et livligt hus med nye oplevelser og udfordringer hver dag? Som køkkenmentor på Strandvejen er du med fra start…

Vi ønsker os en køkkenmentor med en køkkenfaglig baggrund. Du er typen, der udviser fleksibilitet, yder god service og forstår at inddrage og motivere medarbejderne i det daglige arbejde.

Husets stueetage favner køkken, restaurant, shop in shop, mødeforplejning og et eventområde beregnet til større arrangementer som fællesspisninger eller konferencer. De afsnit skal du kunne håndtere i i tæt samarbejde med afdelingens andre medarbejdere og de unge, som er i oplæring.

Dine primære arbejdstider vil ligge fra kl. 14.30 til kl. 22.00 mandag til fredag.

Vi forventer, at du er handlingsorienteret og ikke lader dig stresse, når en enkelt medarbejder skal oplæres, eller ikke altid har forudsætningerne for at levere 100%. Det er vigtigt, at du kan bevare overblikket, og at du fastholder dit gode humør i pressede situationer. Et godt arbejdsklima og respekt for hinanden er væsentlige ingredienser i den måde, vi ønsker afdelingen drevet på. Samtidig har vi fokus på at levere mad, der smager godt. Kort fortalt: Kvalitet lavet af gode, sunde råvarer.

Hvis du er vores nye køkkenmentor, får du mulighed for at blive en del af en unik virksomhed, der arbejder for at hjælpe mennesker videre i livet. KaffeFair er en socialøkonomisk virksomhed, som ejes af Daghøjskolen FOKUS. Vi samarbejder med Kommunerne om at sikre, at flere gennemfører en uddannelse og bliver selvforsørgende. KaffeFair er en professionel virksomhed. Vi leverer høj kvalitet og service. Vi inddrager alle vores medarbejdere, så de får erfaring fra en rigtig arbejdsplads og oplever ægte anerkendelse. Du bliver i dit ansættelsesforhold en del af FOKUS Folkeoplysning, der har mere end 180 medarbejdere i Aalborg.

Ansøgningsfrist 15/12- 2017
Samtaler afholdes løbende.
Løn efter kvalifikationer. Stillingen forventes besat 01/01 - 2018. Men venter gerne på den rette ansøger.
Send din ansøgning vedlagt CV til Afdelingsleder Per B. Lenskjold - pbl@kaffefair.dk, ved eventuelle spørgsmål ring på 30 33 36 89. www.kaffefair.dk.

____________

Oplæringsforløb i KaffeFair - STU - Special tilrettelagt undervisning - for elever
Vil du vide mere om oplæringsforløb i KaffeFair, kan du kontakte Lone Jacobsen, som vil guide dig videre til en af vores jobvejledere.
Lone træffes på 99 30 10 03 eller lone@fokus-folkeoplysning.dk.

Det særlige ved KaffeFair er, at man som kunde får skøn mad i en uhøjtidelig ramme. Vi gør vores bedst for, at kunderne føler sig godt tilpas. Vi er kort sagt en professionel virksomhed, der fungerer 100% på markedsvilkår. Men vi er også et sted der giver oplæring og ansættelse til mennesker, der har brug for at øve sig og træne kompetencer. Vores faguddannede køkkenfolk, står for oplæringen og sikrer kvaliteten.

Vi tror på, at alle mennesker har noget at bidrage med og har ressourcer der kan gøre nytte i vores virksomhed. Uanset om du skal i gang med en ungdomsuddannelse på særlige vilkår (STU), er på kontanthjælp eller førtidspension, så har vi noget at tilbyde dig. Kontakt vores medarbejdere. Du finder dem under "kontakt".

Mød en medarbejder

Line

LineJeg hedder Line, og arbejder i KaffeFair, hvor jeg betjener kassen, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Jeg bager også mange forskellige kager og brød. Siden jeg startede er jeg blevet mødestabil og pligtopfyldende. Det bedste ved KaffeFair er at jeg har lært at tænke mere på mig selv fremfor andre.

Jack

jackJeg hedder Jack, og er i gang med en STU på KaffeFair. Det er vigtigt for mig at have noget at stå op til hver morgen, hvor der stilles krav til mig. Jeg er samtidigt i gang med et forløb på Vamis, således at jeg kan komme helt ud af mit misbrug. Det bedste ved KaffeFair, er at de er klar over at jeg har brug for god tid.

Janni

JanniJeg hedder Janni og er ansat i skånejob i KaffeFair. Jeg er glad for mit arbejde, og synes det er spændende. Jeg har nogle faste opgaver når jeg er på arbejde, men prøver også mange nye ting. Nu har jeg f.eks lært at betjene kunder ved kassen, det kan jeg godt lide. Det bedste ved KaffeFair er, når kunderne roser vores mad, og når vi laver sjov og griner med hinanden.